5) Ege- og Nåletræssamling
Ege- og Nåletræssamling er fra 2006, men meget er blevet efterplantet i 2011-12, da råvildtet her har været rigtig hårde ved især egetræerne, og mange af træerne er endda bukket helt under. Det samme er sket for en del af nåletræerne. Ikke fordi råvildtet har spist dem, men fordi de har fejet så barken har hængt i laser eller fordi de helt har knækket træerne. Så der er ikke længere så mange træer, som der har været.
De egetræer der er tilbage vil være lang tid om at finde ud af, at de rent faktisk er træer, og at de skal gro op med kun én top. Så der vil gå nogle år før de retter sig igen. Jeg nænner dog ikke at kassere dem, for mange af dem kan ikke skaffes længere. Så de må stå og se knap så kønne ud.
De af nåletræerne som har klaret råvildtet, kommer sig godt nu og er i pæn vækst. Vi har de sidste år taget en koreansk gran ind som juletræ - de dufter fantastisk af gran og appelsin, og så holder de nålene næsten lige så længe som nordmannsgran. Ulempen er dog at de indeholder mere harpiks, så det skal man være lidt opmærksom på.
Ellers bruger vi at klippe af det forskellige grønne til dekorationer.
Der er plantet østrigsk fyr ud mod nord. Det er en af de få typer af nåletræer, der har et dybdegående rodnet, så de kan stå fast i storme - også når de bliver store og gamle
Bålpladsen er omkranset af rødbøg. Især Laurits er rigtig god til at lave bålmad.
Hvor vejen drejer, har vi lavet en runddel, så det er lettere for store biler at komme rundt.
Og vi bruger runddelen meget som lagerplads her under ombygningen og som ekstra P- plads.
Der er efterhånden en del græs at komme over. Det tager 6 timer, så er alt klippet i haverne samt græsstien rundt langs dyrehegnet på ydersiden.
NÅLE OG EGETRÆS SAMLING
Have 5 - Lidt sjældne sorter fra nær og fjern