Spis havens blomster
Der er altid spændende med farver i maden og nye smage. Meget kan spises, men der er også rigtig meget i naturen eller i haven der er giftigt, så vær sikker inden du spiser løs af havens planter og blomster.
En rigtig god hjemmeside hvis man er i tvivl er https://www.bispebjerghospital.dk/giftliljen
Jeg tror at rigtig mange vil blive overrasket over hvor mange giftige planter man har i haven. Ikke at man skal gå helt i panik, og rykke alt op med rod. Der er lige bærrene fra tørstetræet og planten dansk ingefær, hvor frugtkødet smager sødt, men frøene inden i er meget giftige. Ellers har de fleste giftige planter en grim smag - tit meget bitter. Dog skal man stadig holde øje med de små børn i haven. Vi spiser rabarberstænglerne, men bladet er giftigt. Vi bruger hyldeblomster og hyldefrugten men resten af planten er giftig. Der hvor jeg har været mest bekymret var, da honningbær blev lanceret i handlen. Det er en type af Lonicera, og den eneste type der er spiselig de andre er giftige. Hvad vil der ske hvis de bliver krydset og folk selv prøver at så dem, eller hvis folk bare tænker at de har Lonicera i læhegnet og plukker løs af den til saft.
Det er lige som med indsamling af svampe, vær opmærksom og vær sikker.
De sikre blomster- flotte som pynt på kager og i salatskålen:
Dagliljer er en staude der, som navnet siger, kun holder en dag. Det er lige meget om den er i en vase eller den ligger på bordet. Det lyder måske lidt kedeligt, men i forhold til andre stauder, så har den faktisk en pæn lang blomstring, ca. 2-3 måneder. I Kina er de uudsprungne knopper en delikatesse til wokretter. Alt efter sort ligger smagen fra mild til stærk pebret, så man må prøve sig lidt frem. Også Solsikker - Gladiolus - Morgenfrue har en let pebret smag.
De mere milde smage kan være den blå hjulkrone. Den kan pynte i både salater og på desserter og er rigtig søde i isterninger. Det samme gør sig gældende for Bellis, som du kan finde i en usprøjtet græsplæne.
Er du til det mere søde, så er der blomster fra hostaer. De smager alt efter sort fra det søde vanilje til mere frisk citrusagtig. Hibiscus er nok en af dem der smager mest sødt. Blomsterbladene kan bruges som pynt i salater og på kager, og man kan, lige som med græskar og squash blomster, dyppe blomsten fra hibiscus i pandekage/friture dej og friturestege den.
Syren blomster kan bruges til pynt, men kan også sammen med citron laves til en frisk sommerdrik. Blomster fra roser kan også bruges som pynt, og man kan lave rosengelé eller en fantastisk rosensirup. Smagen varierer meget på rosensorterne, så smag dig frem.
Stedmoder og de små hornvioler er også rigtig flotte at pynte kager , salater og desserter med. De kan bruges helt friske, men man kan også vælge at kandisere dem
Kandiserede violer
1 æggehvide
2 spsk. florsukker
Olie
Pisk æggehviden luftig. Kom florsukkeret i. Hvert blomsterhoved dyppes først i æggehviden og derefter vendes blomsten i sukkeret. Når alle blomster er kandiserede lægges de på oliesmurt pergamentpapir og stille til tørring et lunt sted. Gemmes derefter i kagedåser eller bruges straks som pynt på is, budding, kager mm. De små hornvioler er absolut de sødeste.
Anemette Olesen har skrevet en lille bog om spiselige blomster. Der er beskrivelse af blomsterne og mange ideer og opskrifter. (pynt - som krydderi- salater - saft - gelé - vin - desserter - kager mm.)
Bogen hedder: SPISEBLOMSTER - Kogebog med blomster på menuen
SPIS HAVENS BLOMSTER
Ej kun til pynt