PLANT RIGTIGT
Få en god start
Plant rigtigt
God plantevækst forudsætter korrekt behandling og plantning af planterne.
Fra køb til plantning:
Planterne må ikke mangle vand. - Jorden i potter og i net må ikke blive tør.
Lad evt. planter med potteklump eller rodklump i net stå i vand ½ time lige inden plantning. På den måde er du helt sikker på at klumpen er gennem fugtig. En tør klump har svært ved at trække vand nok til rødderne fra den omgivende jord, selv om den vandes sammen med og efter plantning.
Er jorden meget tør eller har du en sandet eller let jord, betaler det sig at fylde plantehullet med vand en-to gange, og lade det sive væk, så den omgivende jord bliver fugtig, inden du planter.
Rødder på barrods planterne må ikke blive tørre. Hold dem hele tiden tildækkede og beskyttede mod sol og blæst, og fornemmes de tørre så douch dem med en forstøver.
Plantning:
Inden plantning fjernes potte og evt. net løsnes.
Grav plantehullet dobbelt så bredt som potte- eller rodklump. Rødderne på barrods planterne skal kunne være i hullet uden at bøjes. Jorden i bunden af plantehullet løsnes også.
Har du mistanke om, eller ved du at jorden er meget tung og tæt, så vand er meget længe om at sive væk, (10 liter vand skal sive væk inden to timer. Sker det ikke er jorden for kompakt, og planterødderne får dårlige vækstbetingelser) så er det nødvendigt at grave et endnu større hul,– især dybere, så man er sikker på at jorden er porøs nok til at de nye rødder kan komme i gang.
Når planten er placeret i hullet, fyldes plantehullet halvt med den opgravede jord. Fyld resten af hullet med vand, derefter fyldes resten af hullet med jord. Træd jorden i plantehullet let til omkring planten, uden at ødelægge rodklumpen. Vand igen ovenpå jorden, så er du sikker på at jorden pakker sig godt omkring rødderne.
Plantedybde:
Planterne skal stå i samme dybde, som de har stået i planteskolen, eller blot et par centimeter dybere.
Roser skal dog plantes med podestedet 10- 15 centimeter under jordoverfladen. Podestedet ses som en fortykkelse, hvor rod og top er samlet. Frugttræer og nogle prydtræer er også podet, men deres podested skal være over jorden.
Plante afstand for buske
Tit får man plantet alt for tæt. Herunder kan du se, hvor stor en afstand du bør have mellem dine planter, når du planter.
Lave buske - Højde: 0,5 - 1,25 m. - Planteafstand: 0,5 - 1,0 m.
Mellemhøje buske: - Højde: 1,25 - 1,75 m. - Planteafstand: 1,0 - 1,50 m.
Høje buske: - Højde over: 1,75 m. - Planteafstand: fra 1,50 m.
Efter plantning:
Vand regelmæssigt i ugerne efter plantning. Især om foråret er det nødvendigt. Større træer og buske skal have hjælp de første par vækstsæsoner, og evt. også den tredje sommer hvis den bliver meget tør. Jeg har kunnet se lige så tydeligt på min træer og buske hvornår de har været plantet i en tør sommer. Dem der lige er plantet, tåler ikke en uge uden vand, så får de tørke skader. De der er 2-3 år kan stå lidt længere, men risikoen for tørkeskader er stadig tilstede. Planter der er ældre end 3 år er det ikke til at se forskel på,- de er i god vækst. Altså,- er planter yngre end 3 år og det er en tør sommer, så kommer de til at mangle vand.
Jorddække omkring planterne med kompost, bark- og træflis og tilsvarende plantemateriale nedsætter fordampningen og udtørring af jorden. Det virker også som jordforbedring efterhånden som det nedbrydes og formulder, hvorved muldindholdet i jorden øges.
Gødning:
Giv aldrig gødning i plantehullet. Hverken kunstgødning eller frisk naturgødning. Det svider rødderne. Vel omsat naturgødning, mindst seks måneder gammelt, udgør ingen risiko.
Kunstgødning og organisk gødning skal fordeles jævnt omkring planterne. Drys eller læg ALDRIG kunstgødning og organisk gødning koncentreret inde omkring planterne. Det svider rødderne.
Undlad evt. at give planter gødning i den første vækstsæson efter plantning.
Giv ikke gødning efter 1. juli. Roser dog indtil 1. august og græsplænen indtil 1. september.
God plantelyst